Danekræ nr. 595

Danekræ nr. 595

Finder: Erling S Jensen 

Geologisk alder: Tidligste Eocæn

Fundsted: Løsfund på stranden ved Stolleklint, Fur 

Bevaringsstand: Fossilet er bevaretsom plade og modplade i hærdnet, lamineret slamsten (”skifer”) og udviser mange fine detaljer. Endvidere ses en del fragmenter af fisk, ?koprolitter og andre ikke identificerede organiske rester.

Kort beskrivelse: Fossilet er 6,5 cm langt og repræsenterer formentlig et dødt individ af en penaeid reje, hvilket

antydes af dekomponering i skelettet (opsprækninger) som følge af forrådnelsesgasser. Fossilet består af forkroppen

(cephalothorax) med lige, utandede pandetorn, der kun er lidt længere end øjestilkene. Den første antenne er kort, mens den anden er brudt af ved kanten af stenen. Tilsvarende er dyrets gangben (pereiopoder) ikke bevaret i fuld længde. Bagkroppen er næsten komplet med partielt bevaret cuticula. Halefødderne (pleopoder) er bevaret på de fem forreste haleled. Haleviften komplet med uropoderne.

Bestemmelse: Rejen kan henføres til Penaeus hamleti. Der kendes i alt tre forskellige arter af rejer fra Stolleklint Ler og moleret, som er indplaceret i to familier. To af disse arter, Penaeus furensis (DK 120) og Penaeus hamleti ( DK 49 )

kendes kun fra Stolleklint Ler (Garassino & Harper, 2004). De hører til den mest primitive familie af rejer, Penaeidae, som i nutiden omfatter de store spiserejer fra troperne og subtroperne. De adskiller sig fra den familie af rejer

(Crangonidae) som findes i moleret (Garassino & Jakobsen, 2005), ved at have ens små klosakse på de tre forreste benpar og ikke kun på de to forreste. Også halens ”taglagte” led adskiller dem fra sidstnævnte gruppe.

Fundet af de to arter af Penaeus i Danmark har udvidet slægtens kendte udbredelsesområde i Eocæntiden. Tidligere var slægten kun kendt fra Italien, Rusland, Tyrkiet og Indien, men fossilerne fra det danske Eocæn viser, at den også forekom uden for Tethys Havet, datidens ”Middelhav”.

Vurdering: Beskrivelsen af Penaeus hamleti er baseret på 9 eksemplarer, hvoraf 2 befinder sig i privatsamlinger. DK 595 udmærker sig ved at være meget bedre bevaret end de undersøgte eksemplarer. Stykket er tillige interessant ud fra et taphonomisk synsvinkel