Danekræ nr. 764

Danekræ nr. 764

Finder: Peter T. Mortensen & Mogens S. Nielsen

Geologisk alder:

 

Fundsted: Gundstrup, Fyn

Kort beskrivelse:

DK 764 er en ca. 12x15 cm stor blok af den paleocæne Kerteminde Mergel. Bloktypen er efter findestedet i samler- og forskerkredse uofficielt blevet kaldt "Gundstrup-blokke".

I blokken sidder aftryk og stenkerner/skaller? af mindst syv irregulære søpindsvin. De fleste af skallerne er fragmenterede, men der er nogle velbevarede "tredimensionale", hvoraf 2 viser oversiden med en frontal sulcus (fold) og 1 viser undersiden og antyder gattets placering oppe på en stejlere bagende. Skallen har været hjerteformet, og der har været 4 sub-petaloide ambulacralfelter og i "almindeligt" ambulacralfelt i den frontale fold. Topfeltet har været forlænget og har haft 4 genitalporer. Munden ser ud til at have været placeret sådan, at 1/5 af skallens længde lå foran munden og 4/5 lå bagved. Det har ikke været muligt ud fra fotografierne og ud fra den korte tid, jeg så det aktuelle stykke at se, om der er nogle fascioler (ciliebånd) til stede. Tilstedeværelsen, placeringen og udformningen af sådanne er diagnostisk for den helt eksakte slægtsbestemmelse.

Jeg føler mig overbevist om, at vi her har irregulære søpindsvin af ordenen Holasteroida. Slægten bedømmer jeg med lidt forbehold (på grund af de ikke observerede fascioler) til at være Pseudholaster Pomel, 1883. Denne slægt kendes fra Kridt til Paleocæn. I koralkalken fra Midt Danien i Fakse Kalkbrud og Limhamn Kalkbrud kendes en art, Pseudholaster faxensis, som jeg dog mener er forskellig fra denne lidt senere forekommende art fra Gundstrup-blokken, som også repræsenterer en anden aflejringsfacies og - dybde end koralkalken. Gundstrup-arten er lidt mere carinat i formen i modsætning til den ladere/fladt afrundede overside hos P. faxensis.

I øvrigt er der i blokken flere snegle, aftryk af stilkstykker af en isocrinoid sølilje, enten Isselicrinus eller Nielsenicrinus, og der er en knust og ufuldstændig skal af en nautil. Der er et stort, rustfarvet aftryk af en kiselspongie, Ventriculites og der er et par storforaminiferer, Nodosaria.

I det store hele må man sige, at også udstillingsmæssigt og som eksempel på et sammenskyllet? fossilselskab er denne blok af Kertemindemergel interessant og usædvanlig.