Danekræ nr. 122 |
Foto: Sten Lennart Jacobsen
Kranium af "havaborre-lignende" benfisk, bevaret i konkretion fra Lillebælt ler
Danekræ nr: 122
Finder: John Knud Jensen
Geologiske alder: Eocæn
Fundsted: Trelde næs
Kort beskrivelse.
Et usædvanligt velbevaret kranium, godt 8 cm langt, af en benfisk (teleost). Gællelåg og forgællelåg er delvist bevaret, og det samme gælder skulderbæltet. Hyomandibulare (den store knogle, der danner forbindelse mellem kæbeleddet og siden af hjernekassen) og ganen ses på venster side, hvor kæberne også er meget flotte med små tænder i bånd. Hjernekassen, både kranietag og nakkeregion, er velbevaret.
Overkæbens tandbesatte knogler (premaxillare og maxillare) viser, at det er en ret avanceret teleost på niveau med pigfinnede fisk, men hjernekassen synes forholdsvis primitiv. Det er sandsynligvis en fisk på udviklingsniveau som nutidens beryciformer (primitive pigfinnede fisk; soldater- og egernfisk er eksempler). Videre præparation vil kunne præcisere bestemmelsen.
Videnskabligt er fundet overordentligt interessant. Det har samtidigt en stor udstillingsmæssig værdi. Det er et af de bedste kranier fra det "plastiske ler", hvor sådanne fund er meget sjældne og oftest meget ufuldstændige med de overfladiske knogler eroderet væk.
Niels Bonde tilføjer: Denne familie (måske endog den nulevende slægt) findes i sent nedre-eocæn fra Monte Bolca, N-Italien). Andre noget fjernere slægtninge findes i øvre-kridt bl.a. i England og Middelhavsområdet
’’Soldater-fisk’ lever tropisk til subtropisk, ofte ved næs og rev. Forrest er der pigge i ryg-, bug- og gatfinner